Blog

På vores blog finder du gratis guides, tips og råd til at vækste din forretning online.

Forstå de forskellige typer marketing til din strategi

I kampen om at markedsføre en virksomhed kan det være svært at overskue de mange kanaler og typer, der findes. Tager vi et mere overordnet blik på typer og kanaler, får du en bedre mulighed for at se forskellene, styrker/svagheder samt hvad, der passer til din forretning. Hint: Du skal gøre dig fortjent til de bedste resultater!

Hvordan opnår du din markedsføring?

Vi vil her fokusere på forskellige typer markedsføring afhængigt af, hvordan den opnås og anskaffes, så at sige. Altså om markedsføringen er betalt, om det er en kanal/platform du selv ejer - eller om det er omtale, du populært sagt har gjort dig fortjent til. Der er gerne overlap mellem typerne. F.eks. kan et sociale medie som LinkedIn fungere både som paid, owned og earned media. Alle typer forekommer både offline og online, men vi fokuserer her på de online.

Sådan inddeles og fungerer typerne

Dvæler vi lidt ved LinkedIn-eksemplet kan man til dels sige, at du ejer kanalen (owned) med virksomhedens egen side. Herfra kan du producere og dele dit indhold. Samtidigt kan du både betale dig til promovering af f.eks. opslag (paid media) og gøre dig fortjent til omtale (earned media) med kundernes delinger, kommentarer osv. Det er dog til diskussion, hvorvidt en LinkedIn-side er en kanal, du selv ejer. Hvorfor? Det ser vi nærmere på om lidt.

marketingtyper

1) Paid media - den hurtige og nemme

Paid media er nok den mest kendte og udbredte type markedsføring. Paid media inkluderer alt traditionel reklame og annoncering: TV, radio, bannere, AdWords og promoverede opslag. Det kan også være sponsorater, sponsorede indlæg eller et certifikat, du har købt.

Fordele:

  • Hurtige resultater
  • Nemt at måle effekt (online)
  • Kræver ofte relativt få tidsresurser
  • Let budgetstyring

Ulemper:

  • I nogle tilfælde relativt dyrt (f.eks. AdWords)
  • Kan være forstyrrende for modtageren
  • Knap så god langsigtet effekt

2) Owned media - udnyt dit indhold og dine platforme

Owned media er de kanaler, du selv ejer og evt. producerer indhold igennem. Først og fremmest dit website, men som nævnt kan sider på sociale medier også fungere og ses som dine egne kanaler. Apps, mails, nyhedsbreve, blogs, kataloger, brochurer, medlemsbreve og webshops er andre eksempler på owned media.

Fordele:

  • Færre løbende udgifter
  • Mulighed for 'gratis' trafik og omsætning
  • Flere muligheder og bedre valgfrihed ift. format, design mv.
  • Kan til dels udføres internt
  • Ofte mindre forstyrrende
  • Indholdet kan blive et produkt i sig selv

Ulemper:

  • Ofte en større investering i opstartsfasen
  • Kræver ofte løbende interne resurser

3) Earned media - når du gør dig fortjent til gratis hjælp

Earned media er en svær, men også ganske effektiv slags markedsføring. Det dækker over al den omtale, eksponering og trafik, du får som følge af bl.a. dine produkter/ydelser samt indhold på owned media. Ofte er det et resultat af dine kunders oplevelser. Yder du f.eks. en god service, kan du få positiv omtale på et medie som Trustpilot. Det kan også være, at du har en god blog, som mange deler og linker til. Det vil give resultater i form af bl.a.bedre Google-placeringer og omsætning. Gode, gamle word of mouth er også earned media.

Fordele:

  • Oftest den mest effektive form for markedsføring
  • Høj autencitet, troværdighed og brandingeffekt
  • Er typisk gratis
  • Kan potentielt bidrage til enorme vækstrater

Ulemper:

  • Kan også være i form af negativ omtale
  • Tager lang tid at opnå
  • Mindre kontrol over indholdet

...Så hvad skal jeg vælge?

Det korte svar er: Alle tre!

Vi anbefaler oftest en strategi, hvor selve platformen først bygges, f.eks. en webshop eller en blog. Derefter handler det om at skabe relevant kvalitetsindhold, som potentielle kunder er interesserede i. Det kan være, at du etablerer dig som ekspert indenfor, lad os sige fluefiskeri, og folk er glade for at bruge din hjemmeside pga. nyttig og måske endda underholdende viden om emnet. Har de en god oplevelse med dine ydelser - eller måske bare dit indhold - deler de det i deres netværk.

Dermed har du gjort dig fortjent til en god markedsføring, og dét skaber resultater!
 

Har du input, spørgsmål eller andet, er du altid velkommen til at skrive eller ringe til os.

 

Severin Hygum
Af Severin Hygum