Icon

Seneste blogindlæg

På vores blog finder du gratis guides, tips og råd til at vækste din forretning online.

Hvornår er det bedste tidspunkt at poste indhold på sociale medier? Og hvor ofte bør du gøre det?

Du kender det sikkert: Du har lavet et knaldhamrende godt indlæg, der bare skal skydes ud i æteren hurtigst muligt. Så du deler det på diverse sociale medier og sidder klar med lommeregneren til at udregne det samlede antal synes-godt-om tilkendegivelser, men der er tilsyneladende opstartsproblemer. Måske er det internetforbindelsen. Du tjekker efter respons hvert 10. minut og der sker… nul og niks. Du kan ikke forstå det. Du kigger rundt hos konkurrenterne, og du indser, at kommentarfelterne til deres opslag er længere end dit samlede indlæg, og antallet af likes alene overstiger dit indlægs samlede wordcount. 

Det er måske en lidt overdrevet udlægning, men fortvivl ikke, hvis du kan se dig selv i situationen og ønsker at få mere interaktion på opslag fra din virksomhedsprofil på de sociale medier. Der er nemlig mange helt basale ting, der spiller ind på, om dine følgere interagerer med dine oplæg.  

Vi giver her en række råd til, hvornår og hvor ofte du skal dele indhold fra din virksomhedsprofil på både Facebook, Twitter og LinkedIn.

Hvert medie for sig

Som du naturligvis ved, er der stor forskel på Facebook, Twitter og LinkedIn. Hvad du måske ikke er klar over er, at der på samme vis er væsentlig forskel på, hvilket slags indhold der fungerer hvor, samt hvornår du bør poste indhold på de forskellige medier.

Her får du først en overordnet facitliste for, hvornår du bør poste indhold på hvilket medie:

Facebook

Optimalt tidspunkt at poste:
Tirsdag kl. 10:00.

Andre oplagte tidspunkter:
Tirsdag, torsdag og fredag kl. 09:00-17:00.

Twitter

Optimalt tidspunkt at poste:
Tirsdag kl. 12:00.

Andre oplagte tidspunkter:
Mandag til fredag kl. 12:00, 17:00-18:00.

LinkedIn

Optimalt tidspunkt at poste:
Tirsdag kl. 10:00.

Andre oplagte tidspunkter:
Tirsdag, onsdag og torsdag kl. 09:00-17:00.

Hvorfor lige tirsdag?

Den kvikke vil hurtigt konstatere, at tirsdag er en fantastisk dag at være aktiv på de sociale medier – og der følger naturligvis en forklaring.

Det er nemlig bedst at poste nyt indhold tidligt på ugen, da det således kan blive delt og holdt i kog ugen ud. Men hvorfor så ikke gøre det mandag?

Mandag er heller ikke nogen dum dag at poste indhold, men mandag er også dagen, hvor mange mangler overskud og muligvis møder ind til en mailbakke, der har flere ulæste mails en normalt. Du kender det sikkert.  

TIP: Har du lavet et opslag, der performede rigtigt godt? Så promover det igen. Allerede en uge efter en given statusopdatering er blevet offentligtgjort første gang, kan det være en god idé at poste, og alternativt booste, samme opslag igen.

Ønsker du at poste noget indhold mandag, kan det være klogt at poste mere ”letfordøjeligt indhold”. Dvs. indhold, der ikke tager lang tid at forholde sig til. Det kan være opslag, der blot har til mål at hive et smil frem hos målgruppen eller bringe en kort information.

Fredag er for festlig

Fredag er ligesom mandag ikke en oplagt dag at poste tungt og seriøst stof. Slet ikke på LinkedIn. LinkedIn er i modsætning til Facebook og til dels Twitter et professionelt medie. Her har det mest effekt at poste indhold midt i arbejdsugen, dvs. tirsdag, onsdag og torsdag.  

Fredagen kan omvendt være en god dag at poste lettere useriøst og sjovt indhold på Facebook. Den slags opdateringer kan nemlig have værdi over weekenden, hvor vi i højere grad bruger Facebook til at blive underholdt.

TIP: Væk ærefrygt, latter eller glæde hos din målgruppe. Indhold, der vækker de følelser, har størst chance for at blive delt.

Tidspunktet har større betydning, end du tror

Hvornår på dagen du poster noget, har rigtig stor betydning for, om du oplever interaktion på dine opslag. På Facebook og LinkedIn er det mest oplagte tidspunkt typisk tirsdag kl. 10:00. Det er det, fordi de fleste er oppe på det tidspunkt, og indlægget har mulighed for at ”vokse” i løbet af dagen. Generelt er det ikke oplagt at poste kvalitetsindhold om aftenen.

Særligt på Facebook og LinkedIn afhænger det helt optimale tidspunkt naturligvis også af, hvem der er i din målgruppe, samt hvad du poster. Ønsker du særlige råd ift. at få succes på LinkedIn, kan du lære at markedsføre din virksomhedsprofil på LinkedIn på 5 minutter.

Twitter til frokost

På Twitter forholder det sig en smule anderledes. Da mange Twitter-brugere er meget aktive, og fordi tweets er begrænsede på tegn og lette at scrolle forbi, bør du tweete på tidspunkter, hvor der er størst sandsynlighed for, at dine følgere skanner deres newsfeed. Eksempelvis omkring frokost eller fyraften, kl. 12:00 og mellem 17:00 og 18:00.

Det næste spørgsmål lyder da: Hvor ofte bør du poste indhold på de forskellige sociale medier?

TIP: Lav lister og inforgrafikker. Opslag der indeholder lister og infografikker er lette at afkode og opslag med disse elementer har væsentligt større dele-potentiale end opslag, der kun indeholder tekst. 

Ikke for meget, ikke for lidt

Når det kommer til, hvor ofte det er godt at poste indhold på de forskellige medier, er der ligeledes stor forskel fra medie til medie. Det skal dog også siges, at den anbefalede mængde af opslag kan variere efter, hvad du poster og til hvem. Overordnet kan du i rimeligt omfang læne dig op ad disse anbefalinger:

Facebook:

Maks 2 opslag dagligt.

LinkedIn:

Maks 1 opslag dagligt.

Twitter:

Op til 10 tweets dagligt.

Ikke for meget af dit eget

Der findes en model, der hedder 4-4-1 modellen. Den går i sin enkelthed ud på at du:

  • Laver 4 opdateringer med henvisning til andres indhold
  • Deler eller retweeter 1 opslag
  • Laver 1 selvpromoverende opslag

Vi anbefaler ikke, at du følger modellen stringent. Pointen er, at du skal passe på med at blive for ’selvfed’ på de sociale medier. Overvej om der er nogle interessante artikler, grafikker eller andet, som dine følgere kan finde interessante, og som du ikke nødvendigvis har forfattet.

FAKTA: Den største årsag til, at følgere unliker virksomheder er, at virksomheden poster for meget indhold.  

Ligeledes er det en god idé at retweete eller dele andres indhold, da du på den måde fremstår generøs – naturligvis behøver du ikke poste konkurrenternes knipskarpe blogindlæg, men det kan måske være en idé at kigge efter informerende artikler, statistikker eller andet, din målgruppe vil kunne drage gavn af.

Dine følgere vil huske, at det var dig, der anbefalede den. Hvis du ovenikøbet skriver en kort tekst, der lægger en interessant vinkel på stoffet eller opsummerer pointer, gør du dig selv og målgruppen en tjeneste.

Et sidste ’men’

Ovenstående guide er udelukkende tommelfingerregler, der sjældent skal følges til punkt og prikke. Det bedste råd er, at du forsøger dig frem med, hvilket indhold din målgrupper reagerer på, samt hvornår de gør det.

Find en naturlig balance mellem at promovere din virksomhed og at bringe eksternt stof, og brug måleredskaberne på de forskellige medier til at vurdere, hvad der fungerer bedst for netop din målgruppe.
 

Relaterede tags

Kasper Laursen
af Kasper Laursen Tekstforfatter